Efterord - Menneskets Afskaffelse PDF Udskriv Email

Af Rudolph Arendt, efterordet fra C. S. Lewis-bogen: Menneskets afskaffelse (isbn: 87-89241-12-6), udgivet på dansk 2001.

Det er en god idé at gøre C. S. Lewis' lille bog The Abolition of Man tilgængelig på dansk. Den er særdeles aktuel. En af tidens sygdomme er den åndelige narcissisme. Alting lægges ind i mennesket selv. Det bliver alt sammen et spørgsmål om, hvordan jeg fornemmer det. Intet har gyldighed i sig selv. Tidens religion, ”Enhver bliver salig i sin tro”, spørger ikke efter, om en tro er sand, men om den er min. Er en tro min, er sagen dermed afgjort. Ingen skal komme og spørge om, hvorvidt den er sand. Det er en fornærmelse. Det er udemokratisk. Det må være nok, at det er min tro. Det gælder også spørgsmålet om godt og ondt. Som en skolekonsulent skrev i en kronik i Jydske Vestkysten for et par år siden. Han foreslog, at 10. klasse fik et hovedområde, der hed ”personlig udvikling”, og fortsatte: ”På det personlige område kunne et fag som etik og moral tages op, nu hvor mange er sat fri af kristendommen og derfor får brug for at sætte egne værdier op for sit liv”. ”Egne værdier”. Man sammensætter sit eget værdisæt som en slags moralsk lego-sæt. Det svarer til, at man ville fortøje et skib til en af dets egne master eller styre skibet ved at dreje på kompasset i stedet for på roret.

Hele Lewis produktion kan egentlig ses som en protest mod denne tidens sygdom. Hans selvbiografi hedder Surprised by Joy, overrasket af glæde. At blive overrasket af glæden er det samme som at blive overrasket af virkeligheden selv (reality itself). At finde glæden er ikke at opnå en bestemt sindstilstand, endsige opdyrke en sådan. Det er at opdage virkeligheden, overmandes af virkeligheden, som musen af katten. Det er på en måde en kapitulation. Ikke at opgive ævred, men at opgive modstanden imod eller flugten fra virkeligheden. At blive surprised by joy er derfor det samme som at blive surprised by reality itself.

Himlen er ikke en sindstilstand, skriver han, skønt mange vil sige noget i den retning. Det nærmer sig gudsbespottelse at påstå det. Helvede er en sindstilstand, intet er sandere, og enhver sindstilstand, der er overladt til sig selv, enhver indespærring i ens egen bevidstheds fangehul er til syvende og sidst helvede. Men Himlen er ikke en sindstilstand. Den er virkeligheden selv. Den er det modsatte af fata morgana.

I radioens julekalender Jul på slottet optræder nissen Mirko, der er flygtet fra landet Montania, fordi man der ikke mere tror på nisser, ”og det er jo sådan med os nisser, at vi kun er til, når mennesker tror på os”, siger han. Det er jo en ret almindelig opfattelse i vore dage, at det forholder sig sådan med Gud. Gud er kun til, så længe der er nogen, der tror på ham. Derfor er Gud og dermed kirken kommet i knibe. Det var ikke helt forkert, da Ritt Bjerregaard i sin tid sammenlignede gudstro med tro på hønisser og den slags. Om Gud er til og betyder noget er blevet et spørgsmål om, hvorvidt der endnu er nogen, der tror på ham.

Det hænger sammen med, at vi har fået Gud flyttet ind i os. Mest konsekvent i nyreligiøsiteten og New Age. Her skal vi finde det guddommelige i os selv, ”vågne op til den Gud, der slumrer på bunden af os”. At ”sætte sine egne værdier op” og at sætte sin egen tro sammen, det er to sider af samme sag.

Her er Lewis uhyre aktuel. I Screwtape Letters (da. Overs. Fra helvedes blækhus), der handler om den dæmoniske strategi, belærer overdjævelen Screwtape sin nevø Wormwood om, hvordan man bedst kan bedrage de kristne og føre dem vild. En af de metoder, han anbefaler, er at få mennesker til at interessere sig for deres egen sindstilstand. ”Vend hans opmærksomhed mod hans indre liv”, skriver han. ”Han (dvs. den kristne) tænker, hans omvendelse er noget inden i ham, og hans opmærksomhed er derfor hovedsagelig rettet mod hans egne sindstilstande”. Set fra djævelens synspunkt gælder det om at styrke denne kredsen om sig selv. Når f.eks. mennesker beder, gælder det om at vende deres opmærksomhed fra Gud til deres egen sindstilstand. Få dem til at iagttage deres egne følelser ved hjælp af deres egen vilje, så de prøver at frembringe bestemte følelser i sig selv.

Når de beder om mod, så få dem til at føle sig modige. Når de beder om tilgivelse, få dem til at føle sig tilgivet. Lær dem at vurdere enhver bøn ud fra deres held til at frembringe den ønskede følelse, og lad dem aldrig få en mistanke om, hvor meget dette afhænger af, om de er raske eller syge, friske eller trætte i det pågældende øjeblik, eller hvad de eventuelt har spist til middag. Følelser kommer og går ligesom vejret. At ville fremkalde en bestemt følelse ved hjælp af viljen er en kapital misforståelse.

”At tro er begyndelsen til at blive vendt udad (extroversion)”, skriver han. ”Jeg var blevet, som man siger, taget ud af mig selv (taken out of myself)”. I et brev til en kvinde, der klagede over, at hendes tro var blevet borte, skrev han: ”Det øjeblik, du spørger dig selv: Tror jeg? synes din tro at være borte. Det er som at tage sit øje ud og se på det i stedet for at lade det blive på sin plads og se med det”.

”Jeg tog fejl”, skriver han i selvbiografien, ”da jeg mente, at jeg ønskede glæden selv. For glæden selv, betragtet som en begivenhed i mit eget sind, viser sig at være helt uden værdi. Hele glæden ligger i det, glæden søger. Og denne genstand var, helt tydeligt, ikke en tilstand i min egen bevidsthed eller krop … Således forstod jeg, at i den dybeste ensomhed er der en vej ud af selvet, en forbindelse med noget, som nægter at identificere sig med nogen genstand for sanserne eller med noget som helst biologisk eller ved noget som helst, vi biologisk eller socialt har behov for, og således giver sig til kende som rent og skært objektivt (proclaims itself sheerly obhective). Mere objektivt end vore legemer, for det er ikke som de klædt i vore sanser, det nøgne Andet, billedløst (skønt vor indbildningskraft hilser det med hundrede billeder), ukendt, udefineret, uønsket”.

Det er tydeligt, at Lewis her kæmper med at få sagt, at det ikke er noget, han selv frembringer eller udkaster, end ikke med sine sanser. Men hvordan kan det uønskede være genstand for glæden? Det kan det derved, at det ikke er en projektion af ønsket, ikke wishful thinking eller feeling. Lewis vil bryde ud af skemaet behov-tilfredsstillelse. Lidt paradoksalt kunne man sige, at menneskets dybeste behov er, at det dybeste ikke er behov.

I 1941 fik Lewis en opfordring til at holde et foredrag i BBC om kristendommen, som en lægmand ser den. Han fandt hurtigt ud af, hvor vanskeligt det var at præsentere kristendommen for en ”efterkristen” tid. Hovedvanskeligheden beskrev han således: ”I gammel tid nærmede mennesket sig Gud, eller guderne, som den anklagede nærmede sig sin dommer. For det moderne menneske er rollerne byttet om, her er mennesket dommeren, og Gud på anklagebænken”. God in the Dock, som en af hans bøger hedder. Hvordan skulle man vække samvittigheden hos dem, der ikke føler skyld, og således forkynde evangeliet i et sprog, som de kunne forstå. ”Når Det nye Testamente forkynder anger og tilgivelse, forudsætter det tilhørere, som allerede tror på den naturlige lov og véd, de har været ulydige mod den”. Det, Lewis her kalder ”den naturlige lov”, er det, som han i Menneskets Afskaffelse kalder Tao. Tao har altså intet som helst med nyreligiøsitet eller New Age at gøre. Den naturlige lov er der dog stadig, ligesom det moderne menneske også er fortrolig med en vis diffus skyldfølelse. Men det gjaldt om at give denne følelse af skyld mening, recover the sense of guilt, og dette skulle ske ved at trække den naturlige lov frem af glemselen, løfte den ud af den fortrængning, den befandt sig i gennem de mange pseudofilosofiske og -psykologiske bortforklaringer.

Lewis radioforedrag blev udgivet i bogen Mere Christianity (da. overs. Det er kristendom, hvis man kan læse engelsk, bør man absolut læse den engelske udgave), og her hedder første kapitel: ”The Law of Human Nature”.

Lewis begynder pædagogisk med at sige, at enhver har hørt folk skændes. De siger f.eks. ”Hvad ville du synes, hvis nogen gjorde det samme ved dig?” ”Det var min plads, jeg var der først”. ”Lad ham være, han skader jo ingen”. ”Giv mig et stykke af din appelsin, jeg gav dig et stykke af min i går”. ”Kom nu, du lovede det”. Folk siger sådan noget hver dag, børn såvel som voksne.

Det interessante ved disse replikker er, at den, der siger dem, siger ikke kun, at den andens opførsel tilfældigvis ikke behager ham. Han appellerer til en eller anden standard for opførsel, som han regner med, at den anden kender og anerkender. Det er sjældent, den anden svarer: ”Til helvede med dine normer!” Han prøver næsten altid at vise, at det, han har gjort, i virkeligheden ikke strider imod standarden for god opførsel, og hvis den gør det, at der er en særlig undskyldning for det.

I sådanne ytringer kommer det, man tidligere kaldte ”den naturlige lov” (Tao), til orde, ofte måske i egoismens ærinde, men den, der fremsætter dem, appellerer aldrig til egoisme eller interesser, men til en norm eller ret, som gælder for begge parter.

Nu prøver man ganske vist at nægte, at der findes en sådan naturlig lov ved at henvise til, at opfattelserne af, hvad der er godt og ondt, ret og uret, varierer meget fra den ene kultur til den anden og fra den ene tid til den anden. Men det er kun en sandhed med modifikationer. I virkeligheden er der en slående lighed mellem, hvad forskellige kulturer har anset for godt og ondt, ret og uret. Det er det, Lewis forsøger at vise i Menneskets Afskaffelse. Her har han samlet en række bud og regler fra de forskelligste kulturer og konstateret, i hvor høj grad de ligner hinanden. De store moralske selvfølgeligheder kalder han dem, the grand moral platitudes.

Man behøver blot at forestille sig, hvad en helt forskellig moralopfattelse ville betyde. Man kan tænke på et land, hvor man beundrede dem, der løb deres vej i farens stund, eller hvor man beundrede en mand, som bedrog og forrådte de mennesker, der havde været mest venlige og hjælpsomme imod ham. Man kunne lige så godt forestille sig et land, hvor to og to var fem. Mennesker har været uenige om, hvem man burde være uselvisk imod, ens familie, ens landsmænd eller alle mennesker. Men de har altid være enige om, at man ikke skulle sætte sig selv først.

Det særlige ved disse normer er, at deres gyldighed ikke kan bevises, sådan som en naturlov kan verificeres. De handler jo ikke om, hvad der er tilfældet, men hvad der bør være tilfældet. Normernes gyldighed kan kun bevises ud fra andre mere grundlæggende normer. Det er som i logikken. Uden visse selvindlysende axiomer kan intet bevises. Hvis logik er det, der siger sig selv, er etik det, der byder sig selv. Ethvert imperativ grunder i et andet imperativ. Man kan ikke komme fra indikativ alene til imperativ. Det vil altid vise sig, at der er et eller andet imperativ skjult i præmisserne.

En fra grunden ny moral, et komplet nyt etisk system er utænkeligt. Der har aldrig været og vil aldrig komme en radikalt ny værdidom. Hvad man kalder en ”ny moral” er enten umoral eller den gamle anvendt på en ny situation.

Hvad Lewis her siger er i virkeligheden ikke andet, end hvad Paulus siger i Romerbrevet 2,14f.: ”For når hedningerne, der ikke har loven, af naturen gør, hvad loven siger, så er de, uden at have en lov, deres egen lov. De viser, at de har den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte, og deres samvittighed optræder som vidne, og deres tanker anklager eller forsvarer hinanden … ”.

Eller Luther: ”Derfor gives der kun én eneste lov, som går gennem alle tider, er alle mennesker bekendt og lader ingen uden skyld fra verdens begyndelse til dens ende; ganske vist er hos jøderne alle slags ceremonier kommet til, og andre folk har deres særlige love, som ikke er forpligtende for hele verden; men denne lov (the grand moral platitudes) er den eneste, og Helligånden dikterer den uden afladelse i alle menneskers hjerte”.

Når Paulus skriver om den naturlige lov i Romerbrevet, er det for at vise, at også hedningerne er uden undskyldning. Lewis' ærinde er det samme, når han taler om den naturlige lov. Han vil recover the sense of guilt, ikke ved at tage skylden væk, men ved at vise dens gyldighed, give den mening. Han vil give skylden gyldighed ved at vise lovens gyldighed. Han vil ikke indlære loven og da slet ikke indføre et sæt nye moralregler. Han vil trække den lov frem i lyset, som allerede er der. Hans tale om loven skal forstås som en huskekage, som man fik i gamle dage, når der ingen undskyldning var for, at man havde glemt, hvad man skulle huske.

At opdage lovens gyldighed er ensbetydende med at opdage sin skyldighed. Her er det nu Lewis' opfattelse, at det er det moderne menneskes ulykke, at det er begyndt at optræde som kreditor i tilværelsen, altså at optræde som en, der har noget til gode. Det er den kreditorholdning, Lewis vil rive det moderne menneske ud af ved at tale om den naturlige lov. Vejen til frelse, til glæden (joy), består i, at kreditoren begynder at opdage, at han er debitor og tilmed insolvent debitor.

Dette har også med spørgsmålet om virkelighed at gøre. Skyldig og skabt er de to ord, der angiver menneskets virkelighed. Og de hænger sammen. Hvor det ene glemmes, glemmes også det andet. At lukke øjnene for skylden er også at lukke øjnene for virkeligheden. Det er at forvilde sig ind i en skinverden, hvor intet er gyldigt.

Her er det så, mennesket har vænnet sig til at optræde som en kreditor. Livet skylder mig det og det. Men det er det samme som at værge sig mod virkeligheden, det er som at bygge et skærmbræt op mellem sig selv og virkeligheden. Så længe mennesket står med en regning på det, som det har til gode, har det opmærksomheden henvendt på det, som det ikke har, og på det, som det ikke er. The bent One kalder Lewis djævelen, den, der er bøjet ind i sig selv, hvis veje alle er krogede og ender hos den selv. Som kreditor vil mennesket have livet på sine egne betingelser, og det krav bliver ikke uden videre nægtet mennesket. Det får lov at prøve, det får lov at lege skaber. – Og hvad sker? Sproget røber det, det ”skaber sig”, det ”gør sig til”. Det vil hele tiden være noget andet, eller som Kierkegaard siger: ”Fortvivlet ikke ville være sig selv” eller ”fortvivlet være sig selv”. Men da mennesket jo ikke er Skaber, bliver denne gøren sig til det samme som at foretrække skin for virkelighed. I stedet for at gribe virkeligheden forgriber mennesket sig på den og spinder en verden af uvirkelighed ud afsig selv.

At opdage lovens gyldighed er da at opdage sin skyld, og som skyldner, som debitor, støder mennesket på virkeligheden, dels i form af det, det har forbrudt, og dels i form af det, som det får ufortjent. Som debitor er mennesker indhentet af virkeligheden, surprised by joy, overrasket af glæden. Den lykkelige skyld, som Augustin taler om. Ikke at skylden som sådan er noget lykkeligt eller noget godt, men det er godt, når skylden er der, at erkende den og dermed virkeligheden, at nåden er nok. Men her sker det så, at mennesket hellere kaster glæden fra sig end tager skylden på sig. At tage skylden på sig er at give slip på sig selv. Det er at holde op med at være the bent One, være kroget ind i sig selv, som Luther siger.

Til at opdage virkeligheden hører også at opdage, at tilværelsen er besat område, enemy-occupied territory. Evangeliet er befrielsesbudskabet, der kommer udefra; men det høres jo kun af dem, der er klar over, at de lever under besættelse. Under den tyske besættelse 1940-45, var det jo ikke alle, der anså det for en besættelse. De levede tværtimod højt på den som kollaboratører. For dem kom budskabet om befrielse snarere som et budskab om besættelse, som en trussel.

Men Lewis' opfattelse af menneskers tilværelse som besat område er ikke ensbetydende med, at han opfatter tilværelsen som sådan som ond. Han er ikke manikæer. Det er modsat. De, der var klar over, at Danmark var besat i sin tid, var dem, der elskede det mest. Det er sådan, Lewis' tale om besættelse skal forstås. Jo mere han er forelsket i tilværelsen, jo tydeligere opdager han den uafladelige trussel, ikke mod virkeligheden selv, for den kan egentlig ikke ødelægges, men den kan ødelægges for ham, præcis derved, at han forveksler besættelsen med virkeligheden selv, tager besættelsen for det, den giver sig ud for: befrielse og beskyttelse. At leve surprised by joy at opdage fjenden. Det er at opdage, at glæden har været der hele tiden, men jeg så den ikke, fordi jeg var gået ind på fjendens tankegang, djævelens bedrag.

Nu er det ikke Lewis' mening at genindføre djævelen med horn og hale og bukkefødder. Skønt på en måde ville han godt (in a sense I would), skriver han, for så vidt som det ville være nødvendigt for at opdage, i hvilken grad det onde som en personlig intelligens betjener sig af taktik. Det onde er det gennemførte bedrag. Mennesket er ikke en bedrager, men det er bedraget, og det bliver mest tydeligt ved at tale om en bedrager. Det onde giver sig altid ud for at være noget godt. Fristelsen siger aldrig: Nu skal jeg lære dig noget ondt,. men: Nu skal jeg lære dig noget bedre. Ikke: Nu skal jeg lære dig en tåbelighed, men nu vil jeg lære dig en højere klogskab end den banale. Ikke: Nu vil jeg lære dig en spidsfindighed, men: Nu vil jeg lære dig en virkelig dybsindighed. Ikke: Nu vil jeg lære dig løsagtighed, men: Nu skal jeg lære dig frigørelse. Det er denne taktik, han afslører i Fra Helvedes Blækhus, men man møder den overalt i hans bøger.

Som tilværelsen er besat territorium, forstås evangeliet bedst som budskabet om en invasion. Åbenbaringen er ikke en meddelelse af teoretiske sandheder til en uvidende, men et angreb på usandheden. ”Kristendommen er historien om, hvorledes den rette konge er landet, man kunne sige landet i forklædning, og nu kalder os til at tage del i den store sabotage-kampagne”. Lewis' apologi er heller ikke at forsvare Vorherre, men en trommeild mod misforståelse og usandheder.

Evangeliet ligner en myte, for så vidt som den historie, det fortæller, er tidløs i den forstand, at den gælder til enhver tid. Men forskellen mellem evangeliet og de andre myter er, at i kristendommen er myten blevet historie, den er blevet et faktum. Den gamle myte om den døende og opstående Gud er kommet ned fra legendens og fantasiens himmel og er blevet et stykke jordisk historie. Det er sket på et bestemt sted til en bestemt tid. Vi kommer fra Balder og Osiris, som døde ingen véd hvornår, til en historisk person, korsfæstet under Pontius Pilatus. Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. ”Alle øjeblikke, som har været og vil komme, er nærværende i hans nedstigning. Der var ikke en ”ånd i forvaring”, for hvem han ikke prædikede”. ”Når vi taler om Jesu opstandelse, skal vi gøre det på samme måde, som når vi sidst på vinteren siger: Jeg så en krokus i går”.

I tredje kapitel af sin bog kommer Lewis ind på det tvetydige i talen om menneskets magt over naturen. Det er jo aldrig mennesket som sådan, der får denne magt. Men det er den del af menneskene, der forstår sig på det. De er en slags knudepunkter for menneskets magt over naturen. Jo mere magt over naturen, jo mere afhængighed af dem, der ved besked, og jo flere muligheder for misbrug. Hvordan man end vender og drejer det, ender ”menneskets magt over naturen” med at blive nogle menneskers magr over andre mennesker med naturen som middel.

Faren er nu ikke så meget, at disse mennesker, som forstår sig på det, skal nægte at bruge deres magt/ekspertise til at hjælpe andre mennesker, men snarere, at de skal bruge den alt for meget, altid i den bedste mening. For hvad er den ”bedste mening”? Det kan man ikke få at vide af videnskaben og teknikken, med andre ord: ”magten over naturen” kan ikke selv fortælle os, hvordan den bruges i den ”bedste mening”, for den er der ingen forskel mellem den ”bedste mening” og den ”værste mening”. Den forsket må vi hente andetsteds fra, nemlig fra den moralske lov eller Tao, som Lewis kalder det. Den må sætte retningen og grænsen.

Til forskel fra ”magten over naturen”, som nogle mennesker har mere af end andre, så er der ingen eksperter, vi kan spørge til råds, når det gælder moralloven. Her er vi alle ”jyder for Vorherre”. Ingen kan brillere med den, som når der gælder den magt over naturen, som videnskab og teknik giver. Men uden den til at sætte retningen og grænsen vil magten over naturen uundgåeligt resultere i det værste magtmisbrug, verden har kendt. Vi kan blot tænke på, hvordan genteknologien kan bruges og bliver brugt til at øve pression over for mennesker. Eller informationsteknologien, som Lewis ikke kendte. Uden retningslinier udefra medfører den, at vi på den ene side ved mere og mere om hinanden og samtidig ved mindre og mindre om, hvad andre ved om os.

I H. C. Andersens Svinedrengen klappede prinsessen og hendes hofdamer i hænderne over det stykke informationsteknik, svinedrengen havde opfundet, hvorved de kunne lugte sig til, hvad man skulle have til middag i de forskellige huse i byen. I dag kan vi lugte os til adskilligt mere, og der er ingen grund til at klappe i hænderne i den anledning. Her er Lewis' tanker så aktuelle som nogensinde, og der er grund til med den største opmærksomhed at fordybe sig i, hvad han siger i dette tredie kapitel i hans bog. Hvad han her siger, har næppe nogen anden i vor tid sagt med en sådan præcision som han.

Vi har i denne efterskrift mest beskæftiget os med Lewis syn på moralen og den naturlige lov, fordi det er det, Menneskets Afskaffelse handler om. Moralen er dog ikke et mål i sig selv, skriver han i Mere Christianity. ”Vi har et glimt af et land, hvor de ikke taler om alle disse ting, lov og moral, pligt og skyld, undtagen måske som en spøg. Enhver dér er fyldt med, hvad vi ville kalde godhed, som et spejl er fyldt med lys. Men de kalder det ikke godhed. De kalder det ingenting. De tænker ikke på det. De er for optaget af at se på kilden, hvorfra det kommer. Men dette er nær stedet, hvor vejen svinger ud over denne verdens grænse. Ingens øjne kan se ret langt hinsides dette; mange menneskers øjne kan se længere end mine”.

Løgumkloster 2000,
Rudolph Arendt.


Bogen blev anmeldt i Folkeskolens Genmæle af Niels Martin Lasthein: HER.

Bogen kan købes hos Forlaget MIMER - og hvis man henviser til omtalen her på siden, kan man købe bogen til særprisen: 2 stk. for 100,- kr.